Wildlife Image: Michael Sand

Det er ikke hver dag, der sker afgørende nyt inden for træning af jagthunde. Noget tyder dog på, at Marianne Bløndal er på sporet af noget, der må betegnes som epokegørende.

Af Marianne Bløndal 09.08.2002

Jeg har gennem mange, mange  år haft den store glæde at få lov til at være medlem af en pæn stor hundeflok på ca 12-15 hunde + jævnligt det løse i form af hunde, der skulle omplaceres. I dette hundeliv har jeg på lige fod med flokken deltaget i deres daglige liv og færden 24 timer i døgnet. Også jeg har måttet kæmpe for at fastholde min førerposition, specielt når nye hunde skulle indlemmes i flokken.  Mange af disse har været såkaldte adfærdsvanskelige hunde, men efter ca 1 døgn i vores flok, finder de deres eget jeg, og så går det hurtigt fremad. Nødvendige magtkampe foregår - jeg tager min andel og forsvarer udover min egen position også de næstøverste i flokken og ved evt. overgreb fra den nye hunds side også flokkens øvrige medlemmer.

I de mange år,  jeg har levet sammen med min egen hundeflok, har jeg når vi færdedes ude i terrænet i såvel gang som løb - ja selv fra hesteryg -  sørget for at holde min førerplads i alle henseender. Overholdt resten af flokken ikke mine anvisninger om såvel tempo som retning, var der kontant afregning og hurtigt var vi samlet igen. Enkelte gange har en elle flere syndere måttet erfare ubehaget ved at blive jaget tilbage i flokken - de unge hunde er som regel hurtige til at finde hjem, hvorimod de lidt ældre kan give indtryk af, at have forbandet god tid. Fra min side udløser dette som regel angreb fra mig også fysisk,  idet jeg angriber som hundene selv direkte på angrebspunkterne. Og dette sker, hvad enten det er en af Labradorerne, Amstafferne (American Staffordshire Terrier) Bulldoggerne, Gravhunden, Jack Rus'len  eller anden. Lejlighedsvis vælger jeg blot at løbe videre,  og så må den/de uvorne selv løse deres problem. Denne metode er jo lidt afhængig af området man færdes i, specielt publikumspresset. Mit "hundelige kropssprog" er altafgørende for flokkens sammenhold, falder jeg af på den, ændres hele adfærden prompte.


Wildlife Image: Michael Sand

Denne fremgangsmåde har jeg altid brugt i min træning og kender derfor ikke til, at hunden/hundene trækker i linen. Dette får mig frem til det evige spørgsmål fra alle andre: Hvordan bærer du dig ad?

Når bare du tager linen, sker der helt tydeligt et eller andet! Ja, allerede når jeg tager linen i hånden, signalerer hele mit kropssprog førerskab. Når hunden og jeg følges ad, markerer jeg let med underbenet mod hundens krop i området fra ribbene og frem mod skulderen. Dette er en venlig henstilling om, at det er mig, der er forrest. Om nødvendigt markerer jeg på selve skuldersiden og foran denne, og så er det tæt på evt. angreb/magtkamp om førerposten.

Jeg forsøger at undgå kamp. Ved skiftevis at bruge de venlige som de knap så venlige markeringer, overtager jeg stille og roligt den mentale styring og så er der ikke mere i det. De mere stridbare hunde må jævnligt have et direkte angreb lige ned i angrebspunktet på skulderhøjden. Da er risikoen for kamp til stede. Det er med at være hurtig på aftrækkeren og altid være en pote foran hunden. Førerens evne til samspil mellem korrekte kropsmarkeringer kontra aflæsning af hundens signaler og reaktioner er afgørende for resultatet.

Som regel bruger jeg 5-15 min. herpå, hvorefter ejeren modtager snoren. Denne når kortvarigt at opleve, at det umulige kreatur nu pludselig er blevet helt artig. Så sker der det, at hunden hurtigt fornemmer ejerens usikkerhed og så starter magtkampen. De fleste af mine kunder står heldigvis distancen, men det er ikke bare lige. Og hovedparten af de hunde, der kommer til træning, er hunde med alvorlige adfærdsproblemer. Ofte er de opgivet af en til flere hundepsykologer og er bestemt ikke nemme emner.

Det er uhyre sjældent jeg bruger en godbid. Ved brug af hundenes egne metoder lykkes tingene meget enklere og hurtigere. Du er med i flokken på dens præmisser, og modtager de hug, der nu engang falder, når man opfører sig atypisk. I modsat fald bliver du jaget på porten. Og præmisserne er ens, uanset om det handler om angst, fjollethed, dominans osv. Enkelhed, effektivitet og overlevelse!


Wildlife Image: Michael Sand

Specielt hos dyrlægen ses forskellen på de hunde, der er velopdragne, fordi det er ejeren der bestemmer kontra de hunde, der ved brug af godbidder forsøges overtalt til en eller anden handling, som hunden føler sig usikker overfor. Hvis ejeren havde styr på hunden ville det give hunden den nødvendige ballast og dyrlægebesøget ville være rimeligt problemfrit.

Mine egne hunde får sjældent snor på før i 6 mdr's alderen og vi bruger omkring 5-10 min på lineføring en gang for alle.

Et godt tip - linen skal ligge slapt i højre hånd, således at venstre hånd er fri  (omvendt for nogle). Venstre hånd føres lidt bagud, som om du rækker efter en barnehånd. Venstre hånd "følger og fastholder hunden" ved bevægelse bagud, når hunden f.eks prøver at presse sig frem til at hænge lige ned langs kroppen, når hunden er "på plads".

Altså venstre hånd bagud, når hunden forsøger at overhale, venstre hånd fremad hvis hunden forsøger at hale sig bagud. Samtidig fører du højre hånd ind forbi din mave (hmm) Sørg for rigelig snor, således at hånden bliver synlig for hunden, (forestil dig at du ville have noget i venstre lomme) bøjer dig let fremover samtidig med, at du fører højre hånd en anelse fremad  Da du har linen i højre hånd og jævnligt kigger om mod din hund, vil din krop helt automatisk blive let venstredrejet og afrundet d.v.s. større set med hundens øjne. Samtidig vil du næsten automatisk komme til at bruge din krop som en vægtstang og alt dette samlet får hunden ind som nr. 2 - og der skal den være!

Ved bevægelse fremad bliver du en anelse foroverbøjet med albuerne ind til kroppen. Så retter du dig op og når du vil stoppe kortes og "stikkes" dine skridt, (du bliver en anelse højere med tendens til stive bevægelser) kroppen bliver en anelse bagudbøjet og albuerne bevæges let ud fra kroppen (du bliver større) - alt dette aflæser hundene og i øvrigt  mange andre dyrearter.  Disse bevægelser er helt naturlige ved f.eks ridning. Her kan man såmænd nøjes med at være bevidst om overkroppens bevægelser, alt det med bentøjet klarer hesten helt automatisk.

Der er normalt kun brug for ganske få og lette ryk, linen fungerer mere som et redskab til at fastholde hunden på den ønskede side og til at korrigere og underbygge kropssproget. Har du brug for yderligere at markere dig, da træd hårdt og stift i jorden. Dette er yderst effektivt og bruges af hundene indbyrdes. De ligesom "kommer lidt op på tæerne" bliver stive i deres bevægelser og meget overbevisende i deres adfærd!  Det samme gør du!

Saxet fra Nethunden -

http://www.netnatur.dk/