Hundeloven, egentlig et helt paradoksalt udtryk for total mangel på samme, altså benævnelsen “Hundelov”. Intet falder længere væk fra hundenes lov end denne menneskeskabte version - en version som i bund og grund er baseret på manglende indsigt og forståelse af disse skønne dyr. 


Selv har jeg i mange, mange år levet i og med en ret stor hundeflok bestående af et vidt varierende antal individer i perioder op til 35, racehunde og eller mangel på samme, dine hunde, mine hunde, kasserede hunde osv osv. Hunde er kommet og gået ind og ud af flokken. Et utal af hvalpe er født og opvokset i denne flok. Fra fødslen omgivet af og opfostret af flokken på godt og ondt. Hvad der foregår i den forbindelse er helt fantastisk. Vi mennesker kunne lære meget heraf -

I de første uger er det oftest hvalpenes mor, der drager omsorg for disse. Flokken drager imens respektfuld omsorg for hende, hun er simpelthen noget stort! De, der af den ene eller anden årsag ikke vil deltage, holder lav profil. Faderen til hvalpene ved, at det er hans, og andre har bare at holde sig væk. Tæven accepterer som regel hans selskab ret tidligt i opvækstforløbet, ellers omkring 3-ugers alderen. Der vogtes over afkommet, og der gives ikke ved dørene. Lunten er kort, en advarsel er en advarsel, og manglende respekt heraf får ofte følelige konsekvenser for den/de uindbudte.

Under opvæksten opdrages hvalpene af stort set hele flokken. Opvæksten er set med menneskeøjne ret så striks, advarsler skal respekteres, ellers kan det gå galt, og det er bestemt ikke ualmindeligt med tydelige sår og skrammer. Hvalpene opdrages i et fantastisk fællesskab, hvor ca 95-98% af tiden leves i “Borgfred” , man ordner uoverensstemmelserne i mindelighed. MEN de sidste % de kan gøre uhyggeligt ondt, og en tur til dyrlæge kan blive nødvendig. Vel og mærke ikke for at blive aflivet, men for at blive repareret! Disse få procenter omhandler nemlig alle aldersgrupper lige fra hvalpsben (barnsben).

Hovedparten af opdræt af hunde i dag sker ene og alene ved hundemoderens tilstedeværelse. Der har været en parring samt en fødsel, og så står hun der helt alene med de små. Alt skal hun klare selv. Uanset mennesket deltager i visse pasningstiltag, så er hun meget alene omkring opfostringen herunder opdragelsen. Disse hvalpe kan på sigt udvikle en mere grænseoverskridende adfærd end flokhvalpene. I menneskets verden kan det betyde en større udfordring i hvalpens opdragelse.
I flokken deltager stort set alle på sigt i omsorgen af hvalpene. Hvalpemor får sig en slapper ind imellem, dier sine hvalpe uden besvær, nyder at være sammen med dem + den frihed hun har til at efterlade dem, når behov opstår. Der er altid nogen omkring dem også til at passe på dem over for de af flokkens medlemmer, som måske ikke lige synes om dem. Hvalpenes fader er som regel meget opmærksom på dem efter godt og vel 3-ugers alderen, og jo ældre de bliver, jo mere tager han sig af dem. Til gengæld falder tævens interesse samtidig, der kommer noget mere “tante stram” over hende, og hvalpene opsøger meget gerne deres far. De erfarer også, at den “tap”, han har der nedenunder, ikke indeholder mælk, men snarere øretæver.

Hovedparten af hvalpene forlader flokken i 8-ugers alderen for efterfølgende at flytte ind hos mennesket. Indtil denne dato er flokhvalpe 100% velopdragne og let påvirkelige og modtagelige for “pli”. En gave til glæde (og gavn) for den kyndige og snart en pest for mange andre. Nedturen starter desværre i alt for mange tilfælde -

I hundeflokken var hvalpen vant til at rette ind, men også selv at blive respekteret. Den kendte ikke til at være fremme i poterne (skoene) - så var det i hvert fald med stor sikkerhed for at få en over nakken. Instinktivt holder hvalpe sig tilbage, når der kommer fremmede eller sker noget uvant. Det er eksempelvis helt naturligt ikke at være den, der tager imod ved hoveddøren. Hos mennesket kan man ofte blive i tvivl om, hvem der egentlig har inviteret gæster, hunden eller menneskene. Hunden får lov til at føre sig alt for meget frem, tilraner sig mere og mere magt, der er jo ingen, der viser den noget andet, og så går det stærkt, og stort set alt kan gå galt.
På ture får den måske lov at fare rundt i en flexline, som regel ude af kontrol. Ved møde med andre hunde og mennesker overtræder den en af hundeflokkens helt basale grundregler nemlig altid at nærme sig andre opsøgende og ydmygt! Kommer den for tæt på andre hunde i eller uden snor, risikerer den simpelthen at blive bidt/slået ihjel netop på grund af sin respektløse opførsel, som i rovdyrverdenen er tilsvarende et angreb.

Det ville aldrig have fået lov til at foregå i hundeflokken. Her er der en parallel mellem blandt andet rettigheder, kønsmodning og flokegenskaber i sin helhed. Flokkens eksistens bygger på dette grundlag.

I opvæksten/opdragelsen indgår ingen former for belønning a´la den, som desværre er blevet så overdreven almindelig hos mennesket. Hos rovdyret Hunden kender man reglerne, de er medfødte - deres mor eller anden dykker ikke i kiksbeholderen - man lever i pagt med sin natur-
Ydermere har godbidder ingen effekt, når det kommer til angst, bytte&partnerdrift = ejerskab/rettigheder, og det er her, man som menneske virkelig kommer på prøve. Hunden skal i bund og grund respektere dig 100% uanset situationen.

Hos mennesket er alt oftest lige stik modsat og så skal, vil eller kan det gå grueligt galt. Alt efter race, størrelse mm samt ejers evne til at tackle hunden udvikler forholdet hund/menneske sig godt eller skidt. Da alt for mange hunde stadig aflives eller må skifte hjem ofte med “diagnosen adfærdsvanskelig” (jeg har vist aldrig mødt sådan en, det er i den anden ende af snoren, der skal fokuseres) - mon så ikke tiden er moden til at tage hundeholdet op til revision!
Lær at respektere hunden som det rovdyr, den nu engang er og behandle den i pagt med dette. Glem alt gøgl og pjank, hundene betaler al for høj en pris for menneskets fejl og mangler. Alt for meget hundehold er blevet en Disneyficeret farce - i bund og grund kan man stort set arbejde med sin hund, som man vil, når blot man kender og respekterer hundens grundlæggende ABC. Alt andet lige er ikke holdbart.

Nu er vi endt helt derude, hvor en hvilken som helst hund kan aflives for en hel normal adfærd, fordi mennesket har spillet fallit. Ligeledes lovgivningen omkring hundehold - en skamplet for vores land, som vi ellers har så travlt med at fremhæve. Politikerne samt rådgiverne bag disse må have svært ved at se sig selv i spejlet.

Så pludselig sker der noget. En person oven i købet en politibetjent tager affære og redder i første omgang en hund fra aflivning. Han gjorde det, som mange af os burde have gjort for længst, vi bliver bare ikke hørt. Nu gør det indtryk og tak for det.
Nok er blevet nok, stort set hver eneste hund, der er blevet aflivet i disse sager, er efter min bedste overbevisning ikke den skyldige part, blot den nemmeste at skille sig af med. Så har man da gjort noget!

Fra medierne hører vi alt for ofte om såvel fysiske som mentale overgreb af den ene eller anden slags på eksempelvis børn, unge, ældre, udviklingshæmmede også dyr- ingen har grebet ind ikke engang de tilsynsførende myndigheder til trods for at have været mere eller mindre vidende om, hvad der foregik. Hvad sker der for os - vi tangerer en nation åndelige fattigrøve - over for de, der ingen har til at forsvare sig i nuet. Mennesker, dyr - det handler om levende individer, som hver især har krav på respekt. Her er så endelig et menneske, som handler, gør opmærksom på de overgreb, der foregår - ham er der ikke plads til i det etablerede system. Personligt har jeg dyb respekt for Politiet, og det glæder mig, at det var en politibetjent, der havde mod til denne handling. Tænk om Thor havde været et menneske, den røde tråd i historien den samme. I sidstnævnte tilfælde havde man nok valgt at tackle hans job i Politiet noget anderledes - om ikke andet så af såkaldte politiske årsager.

Tilbage til hundene. Et vigtigt tiltag for bl.a en fungerende hundelov er oprettelse af et Dyrepoliti, nu må det blive til virkelighed - her vil man kunne luse ud der, hvor dyrene i hverdagen udsættes for omsorgssvigt af den ene eller anden slags, herunder respektløst hundehold i forhold til omverdenen. Behovet for et dyrepoliti har været til stede i årevis og dyrene (læs alle dyr) har ret til retfærdig behandling også på lovmæssig baggrund. Nogle af udgifterne hertil kunne passende komme fra en hundetegnsafgift. Det er dog blot en rokade af ressourcer.

Selv har jeg arbejdet i hundeverdenen i ret så mange år og opsøges jævnligt af hundeejere med tilsyneladende uløselige problemer - når vi har været igennem hundens naturlige flokliv med brugen af såvel det indirekte som direkte kropssprog får langt hovedparten af hundeejerne styr på “kræet” - samtidig er de dybt frustreret, efterfulgt af en vis form for vrede over for det mennesketilpassede træningssystem, de har udsat deres hund for - det er fuldt forståeligt.

Som en dyrlæge udtalte “gid jeg kunne være en flue på væggen, når du arbejder”. Dyrlægen havde netop været vidne til en noget anderledes håndtering af en skrækslagen hund, som ugen før havde været total umulig at håndtere for såvel personalet som ejer, på et stort splitsekund faldt denne til ro.

Hundenes love er meget enkle - og så gør mennesket det så svært og omstændigt med deraf følgende frustrationer. Hundene reagerer i pagt med deres natur, og så er der ikke langt til forsvar i form af bid. Fejlen ligger hos mennesket, derfor er det her indsigten og forståelsen skal i fokus.

Jeg håber, at min kommende bog omkring hundens sociale liv vil blive medvirkende til en helt anden respekt og forståelse af netop det dyr Hunden, som vi oven i købet kalder vores bedste ven.
 

Marianne Blöndal

/Copyrights Marianne Blöndal, Pimpernels 2013-2014/

www.pimpernels.dk

_____________________