Hvalpe kan mentalbeskrives/testes allerede som nyfødte, sådan i grove træk. Hver hundetype har sine egne kendetegn, mere eller mindre, men det enkelte individ har helt sin egen type. Ved at fremprovokere reaktionsmønstre ved direkte kropssprog dvs berøring i bestemte områder, kan den lille hvalps væsen forudsiges allerede på dette tidspunkt. Hundetyperne, herunder det enkelte individ er meget, meget forskellige, lige fra meget let påvirkelige til næsten upåvirkelige. Dette kan være en stor hjælp til brug for placering af hvalpen. Ikke alle hjem er lige velegnet til f.eks de mere selvsikre eksemplarer, omvendt kan en hvalp helt uden selvtillid også være noget af en prøvelse. Det vigtigste ved valg af hvalp er som udgangspunkt at holde sig inden for de rammer, hunden skal udfylde, altså at man vælger hund efter det liv, den skal leve og ikke efter alle andre mulige indfald, såsom ”så sød ud” ”imponerende” ”sådan én havde min moster, og den var så dygtig” ”ligesom den i filmen” ja man kan blive ved, da det jo desværre i uhyggelig mange tilfælde er netop disse indskydelser, der får folk til at vælge hund. Forleden talte jeg med en mand, som skulle bruge hjælp til træning af en ganske ung Rhodesian Ridgeback, som familien havde anskaffet, fordi konen syntes den havde sådan et smukt hoved!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Det allervigtigste er hundens mentale væsen. I almindelighed er hunde meget omgængelige, men nogle er mere grænsesættende og luntekorte end andre, og det må man nødvendigvis være opmærksom på ved sit valg. Langt de fleste hunde er skabt til en effektiv hverdag og ikke, som man så ofte hører, at den sover så og så mange timer hver dag. I den brogede flok hunde jeg har omgivet mig med gennem de sidste ca 40 år, har de vågne, aktive timer nok ligget i nærheden af 15-16 timer i døgnet og hvilen været tilpasset husets natteniveau, dog ikke anderledes end at man altid er på vagt overfor omgivelsernes lyde og færte.

Dette aktivitetsniveau passer ikke just ind i det liv, hunden oftest bydes i menneskets verden, og her er individets mentale egenskaber af stor vigtighed.

De forskellige racer har fra tidligere hver deres historie med sig, de har gjort gavn som vogterhunde, kvægdriverhunde, jagthunde, mange af dem viger ikke tilbage for at tage kampen op mod andre rovdyr, som anses for en trussel imod deres eget. Overalt i verden krydser man individerne til brug for netop det specifikke behov, disse hunde er sådan set et våben og bruges som sådan. Så længe det bliver ved det, er det i orden, men når man i det civiliserede samfund tager disse hundetyper til sig og tror, at man ved kærlighed og kiks kan styre disse enorme kræfter, så kan farlige situationer meget let opstå.

Samtlige disse hundetyper hører hjemme under store pladsforhold og med en aktiv, meningsfyldt tilpasset hverdag.

Ofte kommer hunde af denne type i medierne, fordi deres skader er voldsomme, og dette har i de senere år afstedkommet, at man i visse klubregi har trukket en såkaldt raceprofil ned over hovedet på dem i troen på, at man ad denne vej kan reducere uheldene. Disse raceprofiler bygger bl.a. på en test, hvis indhold efter min mening er stærkt kritisabelt, idet disse racers egenskaber og mentalitet vurderes ud fra menneskets hang til skematiske vurderinger og ikke i henhold til hundens naturlige adfærd. Det sunde reaktionsmønster kan herved medføre avlsforbud, fordi man ikke ønsker denne adfærd, som i bund og grund er naturlig - samtidig forholder det sig sådan, at mange af disse hunderacer har fået deres popularitet via hundeudstillinger, hvor man ud fra skønhedsidealer helt har overset problematikken omkring den mentale tilpasning. Derfor står man i dag med et ret så stort problem omkring hold af disse hunde. Nu virker det som om, at man for at tilgodese medier og politikere pådutter racerne disse raceprofiler og mentalbeskrivelser, som et forsøg på at få ro.

I stedet miskrediterer man racernes specifikke natur, fornægter deres identitet og væsen, er klar til at nedlægge avlsforbud for rent faktisk mentale sunde individer. Dette er et af tidens største overgreb mod hundene, fordi det avlsmateriale der måtte blive tilbage ikke er identisk med hundenes rette jeg, og så er det ikke godt at vide, hvad det fører med sig. Udvælgelsen af såkaldt egnede avlsindivider efter nuværende mentaltests ville være katastrofal, fordi den hviler på manglende viden og fejlfortolkning af hundenes adfærd.

I et par dyreværnssager har jeg set begrundelsesmaterialet for aflivning udfærdiget af en udpeget ekspert, og jeg må sige, at jeg var chokeret, der var intet hold i skrevne, værst var den såkaldte ”paraplytest” – tænk engang, at man afliver hunde ud fra sådant. Også her handlede det om manglende kendskab til hundens adfærd i visse uvante situationer og manglende viden om, hvor let man kan tilrette eventuel uønsket adfærd.

At man kan beslutte sig for, at visse racer ikke hører hjemme på hvilken som helst villavej er én ting, men at pådutte racen et atypisk væsen i håbet om at dulme gemytterne og endnu værre at bilde sig selv og andre ind, at man ved avlsforbud kan stoppe op for episoderne, det er under al kritik. Det viser blot hvor lidt indsigt,man har i racernes mentalitet, og hvor langt man er klar til at gå med en desværre for hundene katastrofal politik. En sådan avlspolitik er såvel etisk som mental vold mod individet Hunden.

Jeg har igennem adskillige år arbejdet med mange af disse noget matrikelkære, luntekorte, men samtidig helt fantastiske rummelige og kærlige hunde af forskellig race og blanding, selv ejet Amstaffer og haft flere af dem gående iblandt husets øvrige hunde stort set problemfrit, men når de ”tænder af” så gør de det fuldt ud og det er ofte med fatale følger for andre hunde. Dette gælder ikke kun de såkaldte ”kamphunde”, det dækker over mange af de hundetyper, som har fortid i vogter- og kvægdriverhundene.

I vores hundepension passer vi ligeledes en hel del af nævnte hunde, og da vi ved, hvad vi har med at gøre, foregår denne pasning uden problemer. Mange hundepensioner afviser disse hundetyper samme gælder rundt omkring på træningspladserne, i bund og grund fordi de ikke ved nok om hundeadfærd. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt og uden grund, det handler blot om at vide, acceptere og respektere hundene for det, de er.

Overalt i f.eks Sydeuropa ses disse hundetyper ude på landet, hvor de bevæger sig rundt i meget store områder, måske som fårehunde, kommer man ind på deres område, bliver man ofte fulgt til dørs, specielt hvis ikke hyrden/ejeren er med – en ganske naturlig adfærd i de for hunden rette omgivelser. Slagsmål hunde imellem forekommer formentlig, men da hundene har den nødvendige plads, fungerer deres indbyrdes adfærd mere afbalanceret. I vores tætte byliv er der ikke den nødvendige plads til, at hundene kan efterleve deres naturlige adfærd og kontroverser opstår. Mange gange er det menneskets helt fejlagtige håndtering, der udløser situationerne.

Her i huset lærer hundeejerne at tackle hundene, få den mentale styring, prompte at stoppe uønsket adfærd. Det handler ikke så meget om, hvad det er, der får hunden til at tænde af, men at kunne tumle hunden på hundevis, når det sker. Denne træning omfatter alle typer hunde.


Hundens reaktionsmønster må i de fleste tilfælde siges at være hensigtsmæssigt for det enkelte individ, at vi så har en anden mening omkring, hvad vi ønsker os i menneskets verden, er noget andet. I almindelighed er hunde utrolig tolerante og gode til at indrette sig, men der er nogle basale krav, der skal indfries, hvis tingene skal fungere, og her svigter vi mennesker ofte.

Nutidens hundehold er et spejlbillede af menneskets fortravlede liv, indeholdende de problemer det nu engang fører med sig. Hundene –ingen af dem er der noget i vejen med, det er vores måde at holde dem på, der må ændres.

 

Marianne Blöndal

/Copyrights Marianne Blöndal, Pimpernels 2002-2014/

www.pimpernels.dk