af Michael Sand * ms@netnatur.dk * 01.01.2001

Det er ikke hver dag, der sker afgørende nyt inden for træning af jagthunde. Noget tyder dog på, at Marianne Bløndal er på sporet af noget, der må betegnes som epokegørende.

Da labradoren Malle var fem måneder gammel, gik den op til schweissprøven (400/3t) og bestod med første præmie. Selv om der næppe er tale om en vaskeægte Danmarksrekord, vækker det alligevel opsigt, når en så ung hund går gennem den vanskelige sporprøve. Hemmeligheden bag det hurtige resultat hedder træning og ikke mindst prægning. Meget tidlig prægning. Hvor mange hundetrænere i dag er begyndt at lægge færtspor for de kun otte uger gamle hvalpe, begynder den uddannede veterinærsygeplejeske Marianne Bløndal allerede at præge hundene, når de er 17-18 dage gamle. Iagttagelserne er tankevækkende.

- Når hvalpene er ca. 17-18 dage gamle, tager jeg dem ud enkeltvis på f.eks. fliser, gulv eller aviser. Alle former for underlag kan i princippet anvendes. På det udvalgte sted er der afsat fært ved dupning af f.eks. råt, hakket magert kød. Det ca. 50 cm lange spor afsluttes med 1 teskefuld kød. Samtidig med udlægningen af madsporet trækkes en klud med den ønskede færtprægning.

Kluden lægges sammen med kødet. Og gerne ovenpå den spiselige belønning. Når hvalpene er 17-18 dage gamle, er de temmelig usikre på benene. Alligevel har de hvalpe, jeg har testet på denne måde, formået at kæmpe sig gennem sporet på ganske kort tid. Når jeg næste dag, eller evt. samme dag, lægger endnu et slæb, viser hvalpen tydelig genkendelse ved færten. Hvalpens hale viser klart, at den er på. I de følgende dage arbejder jeg videre med færtsporet og laver blandt andet snoninger, skarpe sving, små overspring osv.

- Dag for dag minimeres kødfærten, samtidig med at den ønskede prægningsfært forstærkes. Skal hunden ud til en jæger, vil det sige færten af eksempelvis ben, fjer eller blod. Samtidig begynder jeg at gemme kødklump og færtgenstande under lette genstande. Evt. lægges de på flade forhøjninger eller de fastklemmes i hvalpens hovedhøjde. På den måde animeres hvalpen til at kravle og kradse sig frem til målet. Altså forsøger jeg at genskabe en situation, som hvalpen kender fra kampen om tævens bedste patter. Jeg tager naturligvis hensyn til den enkelte hvalps fysiske formåen, når jeg lægger et spor, men det går utrolig hurtigt fremad. Træningen fortsætter - også efter at hvalpen er blevet otte uger.

- Når den tidlige prægning efterlader så stærkt et indtryk, skyldes det, at hvalpen præges meget stærkt i visse perioder af sit liv. Således er færtprægningen meget koncentreret omkring den tredje leveuge. Det er min erfaring, at det, man rent duftmæssigt præger den med på dette tidspunkt, er en prægeplade for resten af hundens liv, siger Marianne Bløndal, der i dag er ansat på Tisvilde Statsskovdistrikt, hvor hun bl.a. hjælper med rådgivning om vildtforvaltning.

Det var egentlig et tilfælde, der så at sige satte Marianne på sporet af de muligheder, som ligger i den tidlige færtprægning. Marianne erfarede, at de hvalpe, som forlod hendes kennel, når de var omkring otte uger, kunne genkende hende mange, mange år senere. - Når jeg, 6-8 år efter jeg havde solgt en hvalp, atter møder hunden, går der sjældent mere end 30 sekunder, før den skriger af gensynsglæde. Jeg er overbevist om, at den ganske enkelt kan huske mig på lugten. Og det var denne iagttagelse, som gav mig visheden om de muligheder, der ligger i udnyttelsen af den tidlige færtprægning. Genkendelsen af hvalpetidens lugte er enorm, og hunden vil nærmest gå i døden for at følge denne fært, siger Marianne Bløndal, som selv siger, at hun har været medlem af en hundeflok i over 30 år.


Det har længe været kendt, at hunden gennemlever forskellige perioder i sit liv. Perioden omkring 2.-3. uge frem til ca. 7. uge betegnes ofte som prægningsperioden. Det er i denne periode, at seriøse opdrættere er meget opmærksomme på at give hunden de rette stimuli. Eksempelvis er det vigtigt, at hunden stifter et positivt og nært møde med mennesker i dette tidsrum. Blandt andet er det disse møder og oplevelser, som gør, at hunden knytter sig til os og betragter os som en slags artsfæller.


- I tiden omkring hvalpens 17.-18. dag begynder tæven at kaste fast føde op til hvalpen, vel at mærke hvis vi undlader at fodre den. I samme periode begynder hvalpen at blive meget aktiv og gør sine første opdagelser med verdenen uden for kassen, hvor den er født. Derfor er den meget modtagelig for duftindtryk i netop denne tid. Faktisk så modtagelig, at den eller de dufte, som hvalpen møder i dette tidsrum, vil påvirke den for resten af sit liv. Mine forsøg viser, at hvalpe, som er færtpræget i denne periode, altid søger utrolig koncentreret ved mødet med prægningsfærten. Den tidlige prægning giver også opdrætteren en mulighed for at teste sit kuld og dermed udpege den bedst egnede til mere krævende arbejdsopgaver som f.eks. schweiss-, narko- og sprængstofhund.


Mariannes interesse for hvalpenes udvikling og individuelle adfærd startede på et meget tidligt tidspunkt i hendes liv. Som helt ung veterinærsygeplejerske deltog hun ved et kejsersnit. Marianne erfarede, at tæven ikke ville være alene, og derfor blev hun hos tæven hele natten. Da tævens ejer kom næste dag for at hente hende og de nyfødte hvalpe, havde Marianne allerede gjort sig forestillinger om de enkelte hundes individuelle temperament. - Den der er sådan, og den der sådan. Og den der skal du behandle på den og den måde, fortalte hun den erfarne hundeopdrætter Jacob Stunskjær med stor overbevisning i stemmen. Den ganske anerkendte opdrætter forlod sikkert klinikken lettere hovedrystende over den unge piges skråsikre betragtninger. Men uger senere mødtes de to atter. Og nu rystede kennelejeren ikke længere på hovedet. Mariannes karakteristik af de enkelte hvalpes personlighed viste sig at have været forbløffende præcis, fortalte han. Dermed gav han Marianne den første ide om, at alle hvalpe fødes med hver sin personlighed.


I dag er Marianne endnu mere opmærksom på de unge hvalpes psyke. Allerede på et meget tidligt tidspunkt foretager hun en sortering mellem kampivrige og mere afslappede individer. - Slæbmetoden er faktisk en god måde at teste hundens vilje  på. Jeg brugte det også indirekte i forbindelse med evt. kejsersnit i min tid som veterinærsygeplejerske. Eftersom tæven er under narkose, deltager hun ikke ved fødslen. Derfor må hvalpene selv finde vej til patterne, og netop ved kejsersnit er det særlig tydeligt at se, hvordan de stærkeste hvalpe sorterer sig selv fra. Og det bemærkelsesværdige er, at styrkeforholdet ikke ændrer sig, efterhånden som hvalpene vokser til.

Dem med den stærkeste vilje tager de bedste patter, og skulle en søster eller bror suge sig fast, bliver den hurtigt skubbet af, når sulten atter melder sig. I forsøget på at lave en karakteristik af hvalpens personlighed anvender jeg også forskellige berøringsteknikker, baseret på iagttagelse af tævens berøring af hvalpen med tungen. Den stærke hvalp har en helt anden reaktion over for berøring end den mere forsagte. I øvrigt anvender tæven mest tid på de stærkeste hvalpe.

- Denne tidlige udvælgelse gør mig i stand til at udpege de hvalpe, som skal placeres hos jægere og andre, som virkelig vil arbejde med dem. De mere ordinære hvalpe kan og bør placeres som familiehunde, hvor der ikke er de samme udfordringer og muligheder for at bruge sig. Den tidlige frasortering gør det ligeledes muligt at udpege de hvalpe, som senere skal anvendes til særligt krævende opgaver som f.eks. eftersøgning af schweiss eller narko. Sammenholdt med den tidlige færtprægning kan man reducere frasorteringen markant, hvilket giver en ressourcemæssig besparelse i en branche, hvor der traditionelt er stor frasortering under oplæringen.

For Marianne er det vigtigt at understrege, at denne tidlige miljømæssige påvirkning ikke er en erstatning for træning og seriøst avlsarbejde. - De brugsmæssige arveanlæg er altafgørende. Personligt har jeg ikke noget imod udstillinger og andre former for shows. Men det må aldrig påvirke avlen af brugshunde, siger Marianne.

Endnu er der intet, som tyder på, at Mariannes iagttagelser har slået rod i dansk jagthundeopdræt. Til gengæld har politiet vist interesse for Mariannes metoder. Bl.a. har det irske narkopoliti til hensigt at afprøve Mariannes teorier. Måske fordi træning af bl.a. narkohunde er meget krævende, selv når man sammenligner med oplæring af en hund, som skal trænes til eftersøgning af anskudt og påkørt hjortevildt.


En narkohund skal være i stand til at færdes i vidt forskellige miljøer; fra hektiske lufthavne til containere og de mest beskidte og usle slumkvarterer. En schweisshunds eftersøgningsområde er trods alt mere homogent, selv om underlaget naturligvis kan skifte meget fra eftersøgning til eftersøgning. Derfor er det særlig afgørende, at hunden virkelig er tændt på færten. - En hund, som er færtpræget systematisk fra dens 17.-18. dag, er meget tændt, ja, den kan næsten gå op ad vægge, såfremt ovenboen blot tænker på prægningsfærten, griner Marianne. 

Marianne Bløndal lever sammen med 7 hunde og en narkohundefører. Hendes iagttagelser af hundens færtprægning kan måske kaste nyt lys over udnyttelsen af hundenes vigtige prægningsperiode. 

Saxet fra Nethunden - http://www.netnatur.dk/